Magt
From Wikipedia, the free encyclopedia
Magt er det begreb, der beskriver evnen til at gennemføre sin vilje, enten ved at bestemme over andre eller til at kontrollere og styre forløb og begivenheder.[1] Magt kan anvendes til at gennemtvinge vilje gennem regler, love eller vold. De personer, der ikke får deres vilje, kan betegnes som afmægtige. I denne tolkning er magt undertrykkende. I hverdagssproget anvendes magt ofte synonymt med dominans eller undertrykkelse.
I samfundsfilosofi er magt et mere komplekst begreb. Politologen Robert A. Dahl er ophav til en hyppigt citeret definition af magtanvendelse:
- "En aktør der kaldes A, har magt over en anden aktør, B, i det omfang, A kan få B til at gøre noget, som B ellers ikke ville have gjort”.[2]
Dahl tilføjer, at magt er en relation mellem A og B, hvor B har muligheden for at handle i modstrid med A's magtudøvelse (negativ magt).[3] Peter Bachrach og Morgan Baratz tager også udgangspunkt i aktørernes præferencer, men kritiserer Dahl for ikke at have blik for den indirekte magtudøvelse, hvor de priviligerede klasser udøver magt gennem dagsordensfastsættelsen.
Ved siden af – eller som supplement til- den undertrykkende opfattelse af magt, forefindes der også en opfattelse, hvori magt ses som et konstruktivt eller et produktivt element. Hegel mente, at institutionerne i et moderne samfund anvender magt som middel til at sikre frihed og fælles forståelse.[4] Den franske filosof Michel Foucault fremhæver bl.a., at biopolitik er en ny genealogi for magtudøvelse, som ikke blot supplerer, men også overtrumfer den juridiske magtopfattelse.[5]
I nyere organisationssociologi knyttes magtbegrebet især til beslutningsprocesser i virksomheder og i stater. I disse analyser er magt differentieret, fx på fire niveauer: direkte magt, indirekte magt, bevidsthedskontrollerende magt og strukturel magt.[6]