Plæneklipper
From Wikipedia, the free encyclopedia
En plæneklipper eller græsslåmaskine, er en maskine til at klippe græs i fx haver, parker, fodboldbaner eller andre steder, hvor der er større arealer af græs. Maskinen bruger roterende knivblade til at skære græsset i en bestemt højde. Knivbladene kan enten køre om en lodret eller en vandret akse, det kaldes hhv. cylinderklipperen (vandret akse) eller rotorklipperen (lodret akse). Den kan være enten håndskubbet eller motoriseret (forbrændingsmotor eller elektromotor). Håndskubberen er normalt en cylinderklipper, som bliver brugt i små private haver. De motoriserede fås fra mindre modeller, der manuelt skal skubbes frem, til de større, der er selvkørende, og til de helt store maskiner, hvor føreren sider på klipperen, som er til de største arealer. Det nye er robotplæneklippere, der selv kører rundt i haven og klipper i en ønsket længde, de er begyndt at blive meget udbredt.
Der findes 2 klippemetoder, der er udbredt i dag:
- Cylinderklipper, hvis spiralformede knive snor sig om en horisontal aksel. Klipningen sker som med en saks, mellem de spiralformede knive og en fastmonteret kniv. Akslen sidder på et gear, der er forbundet til et af hjulene, og derved får knivene til at køre hurtigt rundt, selv når klipperen skubbes langsomt frem.
- Rotorklippere, hvor knivene bevæger sig horisontalt på en vertikal aksel. Klipningen sker ved at knivene rammer græsset med høj fart.