Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer
tidligere fakultet ved Københavns Universitet / From Wikipedia, the free encyclopedia
Det Biovidenskabelige Fakultet for Fødevarer, Veterinærmedicin og Naturressourcer (i daglig tale blot Det Biovidenskabelige Fakultet eller LIFE) var et fakultet ved Københavns Universitet. Før 1. januar 2007 var det et selvstændigt universitet under navnet Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole (i forkortet form: KVL). 1. januar 2012 blev de veterinære institutter på LIFE fusioneret med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet (SUND), mens resten af fakultetet blev fusioneret med Det Naturvidenskabelige Fakultet som Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE).
Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole blev oprettet ved lov af 8. marts 1856 som en videreførelse og udbygning af Veterinærskolen, der som en af Europas første blev etableret i 1773 af P.C. Abildgaard. Fakultetet udviklede sig frem til fusionen pr. i 2012 til et internationalt, erhvervsorienteret fakultet som forskede, uddannede og innoverede inden for områder som bioteknologi, fødevarer, sundhed, planter og naturressourcer, energi og miljø, dyr, etik og velfærd, politik, økonomi og ulande samt skov-, land- og byudvikling.