Karolingiske møntsystem
From Wikipedia, the free encyclopedia
Det karolingiske møntsystem (også kaldet den karolingiske møntordning) er et tredelt møntsystem, der blev indført af Karl den Store i slutningen af det 8. århundrede og på forskellig vis anvendtes i store dele af Europa i adskillige århundreder, i Storbritannien lige indtil 1971.[1][2] Det bestod af tre møntenheder med forskellige navne på de forskellige sprog, men svarende til de latinske betegnelser libra (pund), solidus (skilling) og denarius (penning), hvor 1 libra = 20 solidi = 240 denari. Efter forkortelserne afledt af latin ( l ibra, s olidus, d enarius) blev systemet også kaldt lsd-systemet, i Storbritannien skrevet som"£sd-systemet", udtalt som "pounds, shillings and pence" eller "ell-ess-DEE".
Møntreformen gennemført af kejser Karl omkring 793/794 var blandt andet af afgørende betydning for de middelalderlige monetære systemer i Tyskland og påvirkede i det hele taget de europæiske møntvæsener i flere århundreder. Fordi guld næsten kun kunne skaffes gennem langdistancehandel, mens der omvendt var en del sølvforekomster i Europa nord for Alperne, indførte Karl en ren sølvvaluta. Møntens grundvægt blev et pund, hvorfra 240 pfennig kunne slås. Det karolingiske pund vejede ca. 408 gram.[3]
Penninge og den modsvarende enhed i andre lande var den vigtigste mønt i middelalderen. Pundet var allerede en vægtenhed og blev med dette system også en valutaenhed. Ligesom skilling blev pundet ikke udmøntet i lang tid, men kun brugt som en regneenhed. En skilling var nøjagtig 12 penninge værd.