Peto, Brassey and Betts
From Wikipedia, the free encyclopedia
Peto, Brassey and Betts var et engelsk entreprenørkonsortium, som anlagde de første jernbanestrækninger i Jylland. Aktiviteterne i Danmark blev varetaget af Morton Peto, der kom med en række forslag og initiativer til anlæg af jernbaner. I 1866 gik Morton Peto og Edward Betts i betalingsstandsning, og de sidste danske aktiviteter blev finansieret og udført af Thomas Brassey.
I hertugdømmet Slesvig åbnede konsortiet i 1859 strækningen Flensborg-Tønning med sidebane til Rendsborg på en koncession fra 27. maj 1852. I februar 1859 fik konsortiet koncession på en jernbane Århus-Langå-Randers med sidebane Langå-Struer. Byggearbejdet gik i gang i efteråret 1859. Statens aftale med konsortiet blev ændret 18. december 1860 og lovfæstet 10. marts 1861. Staten sikrede sig at kunne overtage de strækninger, konsortiet havde koncession på, og konsortiet kunne til gengæld anlægge flere strækninger i Jylland og på Fyn.